Om mig og min tilgang
Sådan møder jeg dig
Jeg møder dig respektfuldt, lyttende og tålmodigt. Der skal være plads til at undersøge det, du står i, uden at du skal præstere, formulere dig perfekt eller kende svarene på forhånd.
-
Autoriseret psykolog
-
Samtaler i København
-
Mulighed for online samtaler
-
Book tid direkte online

Samtidig arbejder jeg direkte og behandler dig som et voksent menneske. Jeg bekræfter ikke automatisk de forklaringer, du allerede har, hvis de begrænser forståelsen af problemet. Jeg stiller spørgsmål, udfordrer dig, når det er relevant, og siger tydeligt, hvad jeg lægger mærke til — også når det ikke er det letteste at høre.
Men det er ikke min opgave at fremlægge en færdig analyse af dig eller fortælle dig, hvad du skal tænke. Forståelsen udvikles i samspillet mellem os. Jeg bidrager med et fagligt blik og hjælper dig med at undersøge det, du måske endnu ikke selv kan se klart, men erkendelserne skal give mening for dig og vokse frem gennem vores fælles arbejde.
Et forløb hos mig handler derfor ikke kun om at blive mødt og forstået. Det kræver også en villighed til at undersøge egne antagelser, få øje på mindre behagelige mønstre og forholde sig ærligt til det, der kan være nødvendigt at ændre.
Hvorfor jeg arbejder med denne målgruppe
Min interesse for denne problematik er også personlig. Tidligere fulgte jeg selv et tydeligt præstations- og karrierespor og læste International Business på CBS.
Med tiden blev det tydeligt for mig, at uddannelsen og den karrierevej, jeg havde forestillet mig, ikke var den rette for mig. Det var ikke, fordi der var noget galt med vejen i sig selv, men fordi jeg havde valgt den uden at forstå godt nok, hvad der faktisk interesserede mig og gav mening for mig. Jeg havde i høj grad valgt retning ud fra en snæver forestilling om, hvad succes var, og havde gennem længere tid bundet meget af min identitet og mening op på at præstere og bevæge mig fremad. Det blev begyndelsen på en grundlæggende omorientering og en større interesse for, hvad der sker, når præstation og fremdrift ikke længere kan bære hele ens liv.
Jeg kender derfor både til tiltrækningen ved høje mål, resultater og udvikling og til prisen ved at leve i et konstant præstationsberedskab. Mit mål er ikke at gøre ambitiøse mennesker mindre ambitiøse, men at hjælpe dem med at udvikle et bredere og mere holdbart grundlag, så ambitionen bliver en del af livet uden at blive hele fundamentet under det.
Mit faglige udgangspunkt
Jeg er uddannet cand.psych. og autoriseret psykolog. Jeg arbejder med fagligt velfunderede og forskningsbaserede metoder.
Mit grundlæggende udgangspunkt er eksistentielt, men jeg inddrager også metoder fra kognitiv adfærdsterapi og metakognitiv terapi. Det betyder, at vi både kan undersøge de større spørgsmål om identitet, valg og mening og arbejde konkret med de tanker, handlemønstre og strategier, der fastholder problemet i hverdagen.
Jeg lægger ikke én fast model ned over alle klienter. Arbejdet tager udgangspunkt i din situation og i de psykologiske metoder, der er mest relevante for netop det, du står i.
Flere niveauer i samtalen
Vi arbejder både med det, der sker her og nu, de mønstre der gentager sig, og den større livssammenhæng, problemet indgår i.
Det kan betyde, at vi undersøger konkrete belastninger, søvn, arbejde og relationer, men også de krav, antagelser og strategier, du har bygget dit liv op omkring.
På den måde bliver samtalerne hverken kun symptomrettede eller abstrakte. Vi forsøger at forstå både det aktuelle problem og den måde, det hænger sammen med din identitet, dine valg og det liv, du ønsker at leve.
Forståelse skal føre til forandring
Det er ikke nok blot at forstå, hvorfor du har det, som du har det. Samtalerne skal også gøre det muligt at handle anderledes.
Derfor arbejder vi med konkrete øvelser, der kan føre til ændringer i hverdagen. Det kan være øvelser, hvor vi undersøger de antagelser og strategier, der styrer dine valg, afprøver hvad der sker, når du ikke automatisk følger dem, og udvikler nye måder at handle på, som stemmer bedre overens med det liv, du ønsker at leve. Dermed kan vi blive klogere på, hvilke valg der faktisk tjener dig, og hvilke der udspringer af gamle krav og automatiske strategier, som med tiden er begyndt at arbejde imod dig.
Målet er ikke hurtige standardløsninger, men at omsætte en mere præcis forståelse af dig selv til forandringer, der faktisk kan holde.
Sådan foregår et forløb
Den første samtale bruger vi på at skabe et overblik over, hvad du står i, hvordan det påvirker dig, og hvad du gerne vil have hjælp til.
Herfra finder vi en fælles retning for forløbet. Nogle samtaler vil tage udgangspunkt i konkrete situationer og aktuelle belastninger, mens andre vil gå mere i dybden med de mønstre, valg og spørgsmål, der ligger bag.
Forløbets længde afhænger af problemstillingen og dit behov. Undervejs vurderer vi løbende, om samtalerne hjælper, og om fokus skal justeres.
Spørgsmål inden du booker tid?
Har du spørgsmål, før du booker en tid?
Hvis der er noget, du gerne vil afklare, inden du booker, er du velkommen til at sende mig en kort besked. Jeg vender tilbage hurtigst muligt. Er du klar til at gå i gang, kan du booke en samtale direkte online.
-
Find ud af, om jeg er det rigtige match for dig
-
Du behøver ikke, at booke en session efterfølgende

Psykolog Frederik Nørgaard
Ring på 40 20 08 47
Individuelt tilpasset
Jeg lægger ikke én fast terapimodel ned over alle. Forløbet tager udgangspunkt i din situation og det, du konkret står i.
Direkte og konkret
Samtalerne skal ikke kun skabe forståelse. Vi arbejder også med, hvordan nye erkendelser kan omsættes til reel forandring.
København eller online
Samtalerne foregår fysisk i København, og der er også mulighed for online samtaler.
